Henvisninger og litteratur

Copyright © All Rights Reserved

DANSTRUP VANDRING

- EN STILLE RETREAT FOR LEDERE

HENVISNINGER OG LITTERATUR

 

Om begrebet 'at lytte visdom frem':

 

“Kommunikationsevner er altafgørende for, om man lykkes som leder”

 

Sådan står der i starten af bogen ”Forandrende Ledelseskommunikation – metaforer i organisationer”, (samfundslitteratur 2012) skrevet af Professor Steen Hildebrandt og Phd Linda Greve. I bogen introducerer forfatterne blandt andet metaforen ’at lytte visdom frem’.

 

“At lytte visdom frem” indeholder en forståelse af kommunikation som en gensidigt afhængig tilstedeværelse. Men den henviser også til, at der opstår noget, der ikke var før. At lytte visdom frem er en transformation. En transformation der er med til at udvikle organisationen, og lederen skal med andre ord, være i stand til at sætte sin egen agenda på pause og turde åbne sig for noget nyt. ”Det mest karakteristiske ved denne ledertype er, at lederen ikke selv behøver at kunne alt”.

 

På turen til Pyrenæerne kobler vi den stilhed man kan finde i meditationen, med evnen til at lytte visdom frem.

 

Litteratur om katharerne

Der er en del forskellig litteratur om Katharerne. En del af litteraturen er baseret på mundtlige overleveringer og genfortalt i generationer. Et eksempel på en sådan genfortælling fra Languedoc er den berømte fortælling om Parzival. Overleveringerne fortæller at det var troubadourene der sang om den søgende ridder, der endte med at blive gralskonge. Fortællingen blev nedskrevet af Wolfram von Eschenbach, og siden fortolket i operaen Parzival af Richard Wagner.

 

En historisk funderet beretning om Katharerne kan man finde hos Emmanuel Le Roy Ladurie i bogen Montaillou. Bogen er baseret på optegnelser gjort af inkvisitionen, eller rettere Jacques Fournier, der senere blev Pave Benedict XII, og giver et billede af livet i Pyrenæerne i det 14. århundrede. Optegnelserne blev gjort med det formål, at udrydde katharerne.

 

Hvem var katharerne?

Udpluk fra www.sangreal.dk

 

"Betegnelsen kathar stammer sandsynligvis fra det græske καθαροί – "de rene". En af de første gange, man støder på ordet, er hos Eckbert von Schönau, der i 1181 på latin skrev om kættere fra Köln: Hos nostra germania catharos appellat ("I Tyskland kalder vi disse mennesker katharer.")

 

Katharernes trosopfattelse

Katharerne var, ligesom oldtidens gnostikere, stærkt dualistiske og så den fysiske verden som værende frembragt af en ond skabergud, en demiurg. Faktisk troede katharerne på to guder, en god og fuldkommen åndens skaber og en ond og ufuldkommen materiens skaber, hvilket ikke gjorde dem populære hos den katolske kirke. Katharerne sagde, at det materielle univers var tydeligt ufuldkomment og stille spørgsmål ved hvordan det kunne være skabt af et Væsen, der både er fuldkomment og almægtigt"

 

Udpluk fra Kristendom.dk:

"Katharerne - hvis navn er blevet til ordet kætter - blev forfulgt skånselsløst af den katolske kirke og den nordfranske adel. Da den sydfranske by Béziers var indtaget, og munken og hærføreren Arnaud Amalric blev spurgt, hvordan man skulle kende kathar fra katolik skulle han have sagt: "Dræb dem alle. Herren kender sine egne!"

...

"Med sin folkelige gennemslagskraft blev de asketiske katharer en trussel mod både paven og den franske konge, som satte et korstog i gang for at komme dem til livs."

..

"Katharernes kirke var en uformel sammenslutning af mennesker, der tog forsagelsen af verden meget alvorligt, ikke var bange for at dø for deres tro og gennem prædikener sørgede for at vække den brede befolkning, som var skuffet over kirken. Formelt set var den inddelt i såkaldte perfecti de perfekte og credentes de troende. De perfekte havde givet fuldstændigt afkald på verden og levede et omflakkende liv som vandreprædikanter, der levede af det, de troende kunne undvære til dem. De troende kunne i det ydre fortsætte med at leve, som de altid havde gjort og måtte endog gerne blive inden for den katolske kirke".